Det er langt fra uset, hvordan vi i vores parforhold kan opleve, at der er perioder, hvor vi ikke taler meget sammen, eller hvor samtalerne er så meningsløse for os, at vi ikke sætter ord på vores rigtige følelser. For mange par bevirker det, at man bevæger sig rundt i samme tilstand af utilfredshed uden at få talt sammen og komme videre.
Faren er, at vi selv forsøger at udfylder vores manglende forståelse med plausible scenarier, der forklarer os, hvorfor dialogen er så lille eller helt er opgivet. Det farlige her er, at vi ofte skaber billeder, der er ude af trit med den virkelige verden. I stedet for at finde de virkelige årsager, konstruerer vi vores egen virkelighed og ender i visse tilfælde med at opbygge en mur eller skabe fjendebilleder af vores partnere. På den måde bliver vi selv et problem i den onde spiral, der gør, at samtalen er opgivet. Nogle gange når vi dertil, at vi skal have professionel hjælp i form af samtaleterapi. Det kan simpelthen være sidste udvej, hvis ikke vi vil skilles som par.
Få professionel hjælp
Når du og din partner starter hos en terapeut med speciale i samtaleterapi, skal I først og fremmest sørge for, at I føler jer trygge ved personen og det miljø, som samtalerne finder sted i. Hvis ikke dette er tilfældet, vil du automatisk stille et forsvar op over for den person, der skal hjælpe dig og din partner. Dermed når I som par ikke den selverkendelse, der skal til, hvis I ønsker at komme videre sammen.
Husk derfor at jeres samtaleterapeut skal være tillidsvækkende. Nærer I tillid til personen, får han eller hun meget bedre vilkår for hjælpe jer med at behandle jeres problemstillinger og følelsesmæssige aspekter, ligesom personen kan hjælpe jer med at blive bevidste om jeres reaktionsmønstre, så I er opmærksomme på dem og deres effekt på partneren.
Netop det at blive bevidste om hinandens reaktioner i bestemte scenarier er af stor betydning, hvis I skal have et positivt forløb. I får nemlig til opgave at arbejde videre på samtaleterapien i jeres dagligdag, hvor I får værktøjer, der gør det muligt at indleve jer i den andens rolle. Det giver større forståelse og empati for den anden halvdel, og hjælper med at nedbryde de barrierer, der dræner parlivet for energi.
Husk at samtaleterapi er et redskab, som I selv skal arbejde med derhjemme. På den måde kommer I videre sammen og lægger jeres udfordringer bag jer.