I en bolig sker der tit mange ting på én gang – børnene leger, teenagerne øver sig på deres musikinstrumenter, fjernsynet kører, der bliver spillet på PlayStation, radioen spiller musik i baggrunden og familien taler sammen i fællesarealerne. Der kan let forekomme meget rabalder og spektakel i en familiebolig, og hvis huset eller lejligheden er bygget af beton, eller hvis der eksempelvis er gipslofter, kan akustikken i boligen skabe stress og unødvendig støj. Dårlig lyd kan virke irriterende og trættende på os, men der findes måder at gøre hjemmet mere støjfrit på, så man kan få fred og ro i boligen, selvom børnene leger.
Møbler med bløde overflader virker støjdæmpende
I et rum, hvor væggene giver en ubehagelig klang, og hvor loftet kan give et irriterende ekko fra selv den mindste lyd, handler det om at indsætte elementer, der absorberer lyden. Tommelfingerreglen siger, at bløde og polstrede møbler og puder vil absorbere lyden, mens hårde og glatte overflader vil sprede lyden. Det vil altså sige, at jo flere bare, glatte overflader der er i et hjem, jo dårligere vil rumakustikken være. Derimod kan flere elementer, som eksempelvis en bogreol, hylder på væggene, tæpper på gulvene og små nicher afhjælpe de irriterende lyde, der gør rummet ubehageligt.
Få lydløse skuffer, skabe og døre
Der bliver åbnet og lukket for skuffer, skabe og døre mange gange i løbet af en dag. Hvis de lukker med et brag hver gang, vil det skabe en masse unødig støj. Dog findes der massevis af forskellige muligheder for lydløse elementer til huset. Eksempelvis findes der soft close skuffer, som lukker sig stille og lydløst ved selv hårde skub – det samme gælder visse skabslåger. Derudover kan husets indvendige døre udskiftes til fyldningsdøre, der både giver en lydløs lukning og er støjdæmpende.